fredag den 4. januar 2008

Assertiv kommunikation

Forældresamarbejde i en børnehave handler i høj grad om kommunikation mellem institution og forældre, og at finde en måde at kommunikere på, der tilgodeser alles behov for at blive hørt og mødt med forståelse...

Assertiv kommunikation er et rigtig godt udgangspunkt for dette. Kort fortalt handler det om plads og rum til forskelligheder. Den assertive kommunikation står i kontrast til den selvusikre og aggressive kommunikation.

Ved Selvusikker kommunikation er der følgende kendetegn: Afsenderen optræder undskyldende og ydmyg. Dvs. andre bliver usikre på, hvad det egentlig er, der menes. I starten medfører det, at modtageren føler medlidenhed, der senere erstattes af irritation. Der kan let opstå misforståelser, da andre ikke rigtigt ved, hvad den selvusikre person står for. En sådan person opfattes tit som værende kedelig og ikke helt at have kontrol over, hvad ved-kommende egentlig vil.

I den Aggressive kommunikation er det følgende, der er kendetegnende: Personen viser med sin adfærd, at han/hun ikke respekterer andres rettigheder. Det kom-mer til udtryk enten ved direkte udvist aggression eller ved at holde sig til den såkaldte ”korridor-snak”. Aggressivt kommunikerende mennesker oplever tit følelser som vrede og fjendtlighed, hvor andre reagerer ved at blive sårede, vrede eller bange. På kort sigt vil en person med aggressiv adfærd opleve en form for succes, hvor de føler, de har magt og kontrol over en situation, men i længden vil det medføre manglende respekt og afvisning.

Den Assertive kommunikation er derimod: Når du accepterer, at hvert menneske har sin egen måde at opfatte verdenen på og at denne måde har lige så meget “ret” som din, har du taget det første vigtige skridt til at kommunikere endnu mere effektivt. Dvs. når afsenderen agerer assertivt, føler modtageren sig værdsat, lyttet til og respek-teret, og modtageren opmuntres til også at udvise ærlighed og respekt. Ad denne vej fremmes dialo-gen. En assertiv adfærd bidrager altså til fremme af løsninger, der respekterer alles interesser og til fastholdelse af fokus på den gensidige respekt.

De fleste mennesker vil være i stand til at agere på hver af de tre. Ubalancer kan f.eks. forekomme, hvis en person verbalt er assertiv, men i kropssproget optræder som selvusikker. En sådan ubalance vil i høj grad have betydning for, hvordan budskabet i det, der formidles, bliver modtaget.

Kendetegnende for den assertive kommunikation, er, brugen af ”jeg-formuleringer”, hvilket gør, at der tydeligt skelnes mellem facts og synspunkter, idet der er plads til, at andre har en anden holdning til et givent emne. Som pædagog handler det således om, at optræde "direkte, accepterende, ærlig, handlekraftig, lyttende og udtrykkende egne opfattelser uden at true eller undskylde". Lykkes dette i kommunikationen med forældrene, vil resultatet ofte blive, at forældrene optræder på samme facon...

Der er ingen tvivl om, at den assertive kommunikation vil være et rigtigt godt fundament at bygge på, når det handler om et velfungerende samarbejde med forældrene... - Både når det handler om "face to face"-kommunikation og kommunikation via blogs, hjemmesider osv.

Skrevet af: Charlotte

Ingen kommentarer: